Tangofusion

Tangoens oprindelse er tåget. De faktiske forhold mangler dokumentation. Tangoen udsprang fra de fattige og ubemidlede, mellem folk hvis liv sædvanligvis ikke sætter sig spor i historiebøgerne. Ikke desto mindre står vi i gæld til de mange dansere og musikere som skabte tangoen, selvom vi ikke kommer til at kende deres navne.

Den ældste tango som stadig er på repertoiret hos nutidens orkestre, blev skrevet af Rosendo Mendizabal, en pianist som arbejdede i en klub i Buenos Aires i 1890érne. Snart herefter dukkede de første indspilninger med tango op, med den første store tango, skrevet omkring 1905 af Angel Villoldo. Sangen var “El Choclo”, en af de to melodier som næsten alle i dag umiddelbart genkender som tango. Villoldo skrev mange indflydelsesrige tangoer, og hans melodier bliver stadig spillet regelmæssigt. Choclo betyder bogstaveligt ‘majskolbe’, men han brugte det på en mere overført og sjofel måde. Villoldo’s ord forsvandt hurtigt ud af brug og blev udskiftet i 1940érne af en tekst som storslået programmerede at med dette var tangoen født.

Omkring århundredeskiftet tilførte den massive immigration fra Europa enorme mængder af italienere til Buenos Aires. De medbragte en mere lyrisk stil i violinspillet og den melodiske indflydelse fra nepolitanske sange, en nøglefaktor i den melodiske skønhed der er så karakteristisk for tango.

Snart herefter, sandsynligvis omkring 1910, ankom bandoneonen, det instrumentale symbol for tango til Buenos Aires. Måske bragt dertil af tyske immigranter eller sømænd. Dette store harmonika-lignende instrument blev opfundet som et billigt substitut for et kirkeorgel i fattige samfund. Intet andet instrument lyder som en bandoneon. Når først vanskelighederne med at finde ud af hvor tonerne faktisk er på tastaturet kan bandoneonister skabe de mest ekstraordinære uforglemmelige smukke toner.

Omkring 1912 havde tangoen sin første rigtige plade-stjerne, Juan Maglio, ‘Pacho’. En bandoneonist indspilning med fløjte, violin og guitar. Hans succes i Buenos Aires blev enorm og bandoneonens position som tangoens nøgleinstrument blev konfirmeret. En af drivkræfterne i udviklingen af tangomusikken havde altid været dansen og omkring dette tidspunkt var det dansen der introducerede musikken til resten af verden.

Unge mænd af gode argentinske familier (og Argentina var et af de rigeste lande i verden) blev sendt til Europa for at studere eller rejse. Ikke overraskende havde nogle af disse unge mænd tilbragt fornøjelige stunder i bordellerne, klubberne og barerne i Buenos Aires, hvor de havde lært at danse tango. Det kultiverede selskab i Paris så dansen for første gang og blev forelsket og snart var hele Europa slået af en rasende “tangomania”. 1913 var tangoens år.

Indvirkningen tilbage i Buenos Aires blev dybgående. For eliten havde tango været noget de ikke ville sættes i forbindelse med, i det mindste i offentligheden. Nu kunne tangoen flytte fra undergrundsklubberne og barerne ind i de rige saloner.

I 1915 skrev Pascual Contursi teksten ‘Mi Noche Triste’ til en eksisterende melodi og i 1917 blev den indspillet af Carlos Gardel. Gardel var allerede en berømt folkesanger. Han sang historien om den forladte elsker med lidenskab og smerte som mente han hvert et ord. Triumfen blev umådelig. Tragisk kærlighed blev rygraden i tangoens repertoire og tangoen blev universel. Gardel selv blev fortsat et kæmpe ikon udover hele den spansk-talende verden. Hans fra-fattig-til-rig-fortælling (den uægte søn af en forarmet fransk immigrant, som blev superstjerne), hans varme personalitet, hans kompositionstalent, hans tragiske død i et flystyrt i en alder af 44 og selvfølgelig, hans fantastiske stemme, gjorde ham til en af verdens store populære helte og et varigt symbol på Buenos Aires.

Tangoens gyldne år begynder i 1935 med Juan D’Arienzo og Rodolfo Biagi. Tilsammen skabte de en hurtigere stil med en karakteristisk ‘elektrisk’ rytme, som dansere fandt fuldstændig uimodståelig. På trods af at de mere skolede tango-elskere blev shockeret af den musiske innovation i D’Arienzo-Biagi-stilen, elskede de den og flokkedes til dansegulvene. Dansen modnedes til at blive en af de smukkeste pardanse verden endnu har set.

Der var flere dygtige orkestre end man kunne tælle, såsom dem ledet af Anibal Troilo, Carlos Di Sarli, Miguel Calo, Lucio Demare, Alfredo De Angelis eller Osvaldo Pugliese. Det var perioden i tangoens historie hvor alle grene af denne ekstraordinære kunst var mest integrerede og den ene tilskyndede den anden til endnu mere betagende resultater.

Gruppen som fjernede præsident Juan Peron i 1955 medbragte et meget anderledes politisk klima som skulle ramme tangoen hårdt. Den nationalistiske Peronistiske regering havde støttet argentinsk musik f.eks. ved at sætte kvoter på mængden af udenlandsk musik som det var tilladt at spille i radioen. Det nye regime var med det samme mistænksom overfor alt der var determineret Argentinsk, fordi det implicerede nationalisme og derfor Peron. De misbilligede tangoen og støttede import af musik fra udlandet og bragte således rock and roll og den nye verdens ungdomskultur til de unge i Buenos Aires. Derudover gjorde forbud mod at mødes mere end tre personer, i frygt for politisk demonstrationer, det svært at danse offentligt og dansen blev ‘undergrundskultur’.

Tango gik, på få år, fra at være en massebevægelse der involverede en stor del af befolkningen i Buenos Aires, til en forfulgt undergrunds-aktivitet, hvor mange store kunstnere blev black-listet eller fængslet for deres peronistiske forbindelser. Militærjuntaens fald i 1983 og hit-showet Tango Argentino´s fænomenale succes i verden, som havde premiere samme år, skubbede tangoen tilbage i spotlightet og indfangede både musikere og danseres opmærksomhed. hastigt sammensat tango-shows blomstrede op i Buenos Aires og begyndte at følge Tango Argentino rundt i verden. Unge mennesker, ivrige igen efter at bekræfte sig som argentinske, ville lære at danse tango og begyndte at stykke dansen sammen igen så godt de kunne. Dansen fra undegrundsmiljøet kom igen frem i lyset og folk som ikke havde danset i femogtyve eller tredive år begyndte gradvist at danse igen.

Kilde: Denniston, Christine, ‘A Brief History to the History of Tango,’ http://www.totaltango.com/acatalog/tango_brief_intro_91.html