I midten af det nittende århundrede ankom englænderne til Argentina for at anlægge landets jernbanenet. Dette åbnede for det, i praksis, øde land, og muliggjorde tilgængeligheden til dets potentielle enorme rigdom. Det muliggjorde transport af landbrugsvarer til export og også for udvinding af minerale resourcer. Det eneste der manglede, var de nødvendige arbejdere der skulle etablere godsejernes rigdom. Den Argentinske regering besluttede at annoncere efter arbejdskraft i Europa. De tilbød husly for den første uge i Argentina med meget generøse diæter, og nogle gange betalt rejse.

Dette iværksatte straks en lavine af immigration. I modsætning til megen anden immigration til den nye verden, som ofte også inkluderede familier eller hele landsbyer, som håbede at begynde et nyt liv i et nyt land, var immigrartionen til Argentina i begyndelsen økonomisk funderet. Folk der håbede at få arbejde i et par år, tjene en slum penge og så vende hjem til deres familier. Så den overvejende majoritet af immigranterne var mænd. I begyndelsen af det tyvende århundrede var den overvejende majoritet i Buenos Aires immigranter. Det betød, at der var et enormt underskud af kvinder.

Bordeller var blandt de større underholdningssteder for arbejderklassen. Den massive mangel på kvinder i Buenos Aires gjorde prostitution til en blomstrende industri. Med mange potentielle kunder og kun få arbejdende kvinder, var konsekvensen at der var kø på bordellerne medens mændene ventede på at kvinderne skulle blive ledige. Bordel-ejere i Buenos Aires hyrrede tango-musikere til at optræde. Idéen om at det var de prostituerede i bordellerne der dansede med mændene medens de ventede er fristende, men giver ikke logisk mening. Bordellernes indkomst ville selvfølgelig blive maksimeret ved at holde kvinderne igang med deres primære beskæftigelse så det er sikkert at ved spidsbelastning, hvor bordellerne havde mest travlt var der ikke nogen ledige kvinder tilgængelig for dans. Der var i realiteten kun to praktiske måder hvorpå en mand kunne komme tæt på en kvinde under disse omstændigheder. Den ene var at besøge en prostitueret og den anden var at danse.

Med så megen konkurrence fra andre mænd på dansegulvet var det nødvendigt, hvis en mand skulle få en kvinde til at danse med ham, at blive en god danser, og at blive en god danser og det betød kun en ting. Det betød ikke noget om han kendte mange fancy trin eller om de andre mænd synes at han var en god danser. Det eneste der betød noget var at kvinden i hans arme havde det godt medens hun dansede med ham, for med så mange andre mænd at vælge imellem ville hun, hvis hun ikke brød sig om at danse med ham, ikke gøre det igen og det ville hendes veninder heller ikke.

Dette betød at det var nødvendigt for mændene at øve sig for at blive gode nok til at danse med kvinderne. Det er vigtigt at huske at dette var en tid før indspillet musik var tilgængeligt. Den eneste form for musik var live-musik og der må have været meget lidt af den. Så hvis en gruppe mænd hørte musik ville de gribe chancen for at danse til den. På bordellerne ville der være live-musik og andre ventende mænd. Det synes ganske indlysende at kunderne dansede sammen medens de ventede så de fik mest ud af muligheden for at øve sig, ikke fordi de ønskede at danse med en prostitureret, men fordi de ville blive i stand til at danse godt til når de fik chancen til at danse med en kvinde som ikke var prostitueret.

Det var de potentielle koner og kærester som boede i beboelsesbarrakerne – conventillos -, som de håbede at få chance til at danse med. Der skulle noget til at score en kæreste og at være en god danser hjalp en del. Mændene øvede sig sammen for at forberede sig til det sjældne øjeblik hvor de faktisk havde en kvinde i sine arme. Det var disse folk der skabte tangoen som en dans.

Snart kom tangoen til overklassemiljøet. Drenge af disse familiger tog til forstæderne for sjov og eventyr. De vendte tilbage opstemt af deres oplevelser og hvad de havde lært. De begyndte at undervise deres søstre, naboer søstre og andre kvindelige medlemmer af de argentinske stor-familier såsom kusiner og tanter, i denne usædvanlige nye dans. Ikke desto mindre blev tango stadig anset for at være et skamfuldt og syndigt element som man skulle håndteres med hemlighed. Det er vigtigt at huske at i det nittende århundrede blev social dans udført stående ved siden af hinanden. Kontakten mellem partnerne var begrænset til hænderne på givne tidspunkter.Bare det at danse overfor hinanden hvor mandens højre arm rører kvindens ryg, var en smule for meget. Tango var en dans hvor der var en lukket omfavnelse, kind mod kind, samlet bryst og hvor benene overtager hinandens plads. Politikere fra både højre og venstre fordømte det. Det ønskede ikke at den nye nation skulle blive associeret med sådan en ringeagtet dans.

Argentina udvikledes sig meget hurtigt mellem 1880 og 1930. Hele Buenos Aires blev genopbygget i denne periode. Landet blev et af de 10 rigeste nationer i verden. En position det opretholdt indtil de tidlige 1950´re. Gennem denne periode med hurtig udvikling havde de rigeste det for vane at tage til Europa mindst en gang om året. De havde store hjem i Paris eller London. Deres fester blev regelmæssig besøgt af nobilitetter, berømtheder og de rigeste. Det var dem der introducerede argentinsk tango til den parisiske nobillitet. tango blev tidens trend med det samme. Alle begyndte at arrangere fester med argentinske orkestre og tango-leksioner. Kvindernes mode måtte ændre sig for at tilpasse sig tangoens bevægelser.deres pladskrævende kjoler blev erstattet med lettere og løsere. Tango blev tidens dans og spredte sig hurtigt til andre hovedstæder, London, Rom, Berlin og til sidst New York.

Kilde:
Denniston, Christine, ‘A Brief History to the History of Tango,’ http://www.totaltango.com/acatalog/tango_brief_intro_91.html
Suppa, O. Sergio, “History of Tango” http://totango.net/sergio.html